Frequently Asked Questions

Spørgsmål fra medlemmer:
  • Hvordan melder jeg mig ind?
  • Hvordan fungerer medlemskab for kollektiver og husstande?
  • Kan jeg betale for at slippe for at arbejde tre timer om måneden?
  • Hvornår skal jeg lægge mine tre timers arbejde i butikken?
  • Hvordan fungerer en tre-timers vagt i butikken?
  • Hvad sker der, hvis man ikke møder op til sin vagt?
  • Hvad sker der, hvis man glemmer at hente sine grøntsager i åbningstiden?
  • Kan jeg ændre min bestilling via mail?
  • Jeg glemte at bestille i onsdags! Kan jeg bestille via mail?
  • Kan jeg betale med Dankort/Visa i butikken?
  • Kan jeg bestille og betale via netbank?
  • Hvor tit behøver jeg at bestille grøntsager?
  • Fødevarefællesskabet er ikke noget for mig. Hvordan melder jeg mig ud?

Hvordan melder jeg mig ind?

Du kan melde dig ind ved at møde op i butikkens åbningstid, hver onsdag fra 16-19, i Beboernes Hus, Sølystgade 30, 8000 Aarhus C. Det koster et engangsbeløb af 100,- at melde sig ind. Dernæst kan du bestille din første pose til ugen efter eller de næste fire uger frem. Husk at medbringe kontanter.

Hvordan fungerer medlemskab for kollektiver og husstande?

Der er et sæt generelle regler for medlemskab: Hvert individuelt medlem betaler medlemskab og kan dermed bestille gennem butikken og forpligtiger sig til at lægge tre-timers arbejde om måneden i fødevarefællesskabet. Et medlem kan godt købe ind til sin husstand gennem sit medlemskab. Dette gør det muligt for et par, der bor sammen, at købe igennem AOFF, hvis den ene part har betalt medlemskab og lægger de månedlige timer. Selvom det kun er den ene i en husstand, der er medlem, kan I sagtens tage en vagt sammen og således lægge tre-timersvagter for to måneder ad gangen.
Til disse regler er der en række undtagelser i forbindelse med kollektiver og kollegier: Kollektiver og kollegier kan også blive medlemmer af AOFF. Kollektiver og kollegier defineres i denne forbindelse som en husstand med mellem fire og ti voksne beboere. Et kollektiv eller kollegium betaler medlemskab som almindelige, individuelle medlemmer og kan dermed købe gennem AOFF. Deres medlemskab er knyttet til husstanden og ikke til de enkelte beboere, hvilket betyder, at alle beboere kan komme og købe fødevarer. Samtidig forpligter kollektivet eller kollegiet sig til at tage minimum to tre-timers vagter i fødevarefællesskabet om måneden.


Kan jeg betale for at slippe for at arbejde tre timer om måneden?

Jo da. Så skal du bare købe dine fødevarer i almindelige dagligvareforretninger, hvor medarbejdernes arbejde er lagt ind i den højere pris, som du betaler for varerne.
AOFF er et fødevarefællesskab - det betyder, at alle er medlemmer på lige vilkår. Derfor er det afgørende, at alle medlemmer også arbejder i fødevarefællesskabet for netop at føle et fælles ansvar og interesse for den daglige drift af AOFF. Som medlem af AOFF kan du ikke købe dig fri for at tage aktiv del af fællesskabet.


Hvornår skal jeg lægge mine tre timers arbejde i butikken?

Alle vagter i butikken koordineres her på vores hjemmeside i medlemslogin. Her kan du selv skrive dig på til en vagt. Som udgangspunkt skal man som medlem tage én vagt a cirka tre timer om måneden.

Hvordan fungerer en tre timers vagt i butikken?

Der er flere forskellige typer vagter i butikken. De er alle beskrevet i vagtbeskrivelserne.

Hvad sker der, hvis man ikke møder op til sin vagt?

Reglen er meget simpel: Hvis du ikke kan møde op til din vagt, skal du prøve at bytte den. Hvis du ikke bytter den, får du et gult kort. Hvis du en anden gang ikke møder til din vagt, får du et rødt kort og dermed karantæne fra handel i fødevarefællesskabet. Karantæneperioden er fastsat til tre måneder.

Hvad sker der, hvis man glemmer at hente sine grøntsager i åbningstiden?

Det er det enkelte medlems eget ansvar at huske at hente sin grøntsagspose. Eftersom alle medlemmer skal betale for deres bestillinger til den kommende uge forud nede i butikken, så har det ikke økonomiske konsekvenser for fødevarefællesskabet, at du ikke henter din pose - men det er et surt spild, og det giver dine med-medlemmer ekstra arbejde med at få afsat disse fødevarer.
Selvom det ikke koster AOFF noget, når medlemmer ikke afhenter deres poser, så refunderes beløbet ikke til de medlemmer, der glemmer at afhente deres pose. Dette er for at signalere, at glemsomhed giver med-medlemmer i AOFF ekstra arbejde, og at den arbejdsbyrde kun vil vokse, hvis vi skal til at holde styr på, hvem der glemmer at afhente, og hvem der skal have overført kredit den ene eller den anden vej.
I stedet opfordrer vi medlemmerne til at få venner eller familie til at afhente deres pose, hvis de ikke selv har tid til at hente den.

Kan jeg ændre min bestilling via mail?

Desværre nej! Vi er kun os selv til at administrere det hele, og hvis der bare er én person, der skal have rettet en bestilling, en enkelt gang, kræver det måske ikke så meget ekstra arbejde, men vi er mange medlemmer, og det bliver hurtigt til mange ændringer. Derfor har vi taget en principiel beslutning om, at vi ikke retter i bestillingerne i ugen op til, at posen skal afhentes. Hvis du er ude i god tid, kan du evt. henvende dig til kassevagten nede i butikken ugen før og få rykket din bestilling, hvis du har behov for det.

Jeg glemte at bestille i onsdags! Kan jeg bestille via mail?

Desværre ikke! Vi kan ikke håndtere bestillinger over e-mail. Medlemmer kan på nuværende tidspunkt kun bestille ved at komme ned i butikken. Tommelfingerreglen er, at bestilling altid er lig betaling, da vi bruger de penge, som vi får ind i butikken, til at betale næste uges grøntsager.

Kan jeg betale med Dankort/Visa i butiken?

På nuværende tidspunkt er det desværre ikke muligt at betale med dankort og visa i butikken, men på sigt, når vi opnår flere medlemmer, vil vi gerne arbejde på en løsning.

Kan jeg bestille og betale via netbank?

På nuværende tidspunkt er det desværre ikke muligt at bestille og betale via netbank, men det er klart, at på sigt vil det være nemmere for medlemmer at kunne bestille og betale over nettet. Så det er en mulighed, vi arbejder på, og vi håber på at kunne præsentere online bestilling snart.

Hvor tit behøver jeg at bestille grøntsager?

Som medlem er du på ingen måde forpligtet til at bestille grøntsager. Fødevarefællesskabet er ikke en profitorienteret virksomhed, og vi har ingen interesse i at sælge dig flere grøntsager, end du har brug for. Du kan bestille grøntsager hver uge, hver anden uge, en gang i måneden eller sjældnere endnu. Hvis du flytter fra Aarhus, kan du sætte dit medlemskab i bero lige så længe, som du ønsker.

Fødevarefællesskabet er ikke noget for mig. Hvordan melder jeg mig ud?

De 100 kr., du har betalt i medlemskab, bliver ikke refunderet, hvis du ønsker at melde dig ud. Derfor betyder udmeldelse i praksis blot, at vi sletter dig fra vores medlemsdatabase.
 
I weekenden d. 11- og 12. maj vil AOFF være til stede til ØKO-weekend i Vestergade. Der vil være gratis snacks i form af grillspyd m. vintergrøntsager. Kig forbi til en hyggelig og spændende weekend. Se Facebook-begivenheden for flere detaljer: http://tinyurl.com/coebrgn
Læs seneste nyt og se vores arkiv »
Følg AOFF på: Følg AOFF på facebook
Bliv Medlem af AOFF

Bliv medlem af AOFF!


» Her kan du kan læse mere om, hvordan du bliver medlem.
Ugens pose
Se ugens pose
Opskrifter
Opskrifter fra AOFF